Stop med at forklare dig selv.

Der var en tid i mit liv, hvor jeg næsten altid var på vagt.

Jeg tænkte over, hvordan mine ord ville lande, om nogen kunne blive såret af min mening og mine ord.

Skulle jeg have sagt det på en anden måde. Pakke det lidt pænere ind. Glatte ud. Forklare mere. Forklare igen.

Hvis jeg sagde nej, kom der ofte med en lang forklaring bagefter, fordi jeg var bange for at sige min mening. Ville de blive vrede, skælde ud, eller ville de blive kede af det?. Hvis jeg satte en grænse, følte jeg behov for at mildne den. Hvis nogen virkede skuffede, begyndte jeg straks at lede efter, hvordan jeg kunne gøre det bedre.

Jeg troede, det var hensyn, og noget af det var det sikkert også. Men meget af det kom fra noget andet.

Det kom fra følelsen af ikke helt at være god nok, som jeg var. Jeg har aldrig lært at skændes eller diskutere. Jeg har aldrig været god til det, og når nogen kom og begyndte at ville diskutere eller være dominerende i en samtale, krympede jeg mig, gjorde mig mindre. De har nok ret, og jeg tager fejl. Deres mening er mere værd end min..... eller det var hvad jeg troede. De må for gudsskyld ikke blive vrede på mig, eller kede af noget jeg har sagt. Den gode stemning var mit ansvar, den skulle ikke ødelægges pga. mig. For så er jeg ikke god nok. Så er jeg ikke dygtig nok. Så forlader man mig. Sorg blandet med frygt.

Det har været et liv fyldt med opmærksomhed på andre mennesker og deres reaktioner, og min skyldfølelse og andres mulige sindstilstand. Ikke at blive misforstået.

Jeg har været konfliktsky, for jeg vidste ikke hvordan jeg skulle håndtere det, så jeg gav mig hver gang. I mange år fortalte jeg mig selv, at jeg ikke var konfliktsky, men jeg var heller ikke konflikt søgende.... som om det var bedre. Jeg så hvordan folk der kendte mig kunne sidde og smile, når min mening lige pludselig ændrede sig på en tallerken, fordi jeg følte mig presset til det. De vidste hvad de gjorde, og hvor de havde mig.

At ændre sådan en sindstilstand er ikke noget der sker over en nat, det tager tid. Små skridt frem og lidt tilbage, også frem igen.

For mig var det et spørgsmål om at turde sige min mening. Så jeg startede i det små.... okay det var der ingen der døde af. Så blev jeg lidt mere modig, og turde sige lidt mere. Folks reaktion var meget vigtig her, for det viste mig at andre faktisk accepterede, når jeg sagde fra. Jeg tog mig selv i gentagende gange at skrive mine mails om, fordi jeg begyndte at lægge mærke til, hvordan jeg blev ved med at prøve og bortforklare, hvorfor jeg sagde som jeg gjorde, eller hvorfor jeg sagde fra. Så stille og roligt kom det mere og mere ind under huden.

Mit svendestykke om man vil, var da en person kom ind på mit kontor en dag, hvor jeg sad alene og arbejde på min pc. Han var i dårligt humør, og skældte ud. Jeg sagde til ham stille og roligt at hvis han ikke kunne opføre sig ordentligt, kunne han forsvinde ud af mit kontor. Jeg fulgte ham til døren og lukkede den bag ham. Da jeg satte mig ned, kunne jeg mærke at jeg ikke havde nogen dårlig samvittighed over at have sagt min mening og jeg var stolt af mig selv.

Ikke mere.

Så ikke mere overforklaring. Ikke mere at pakke sandheden ind. Ikke mere at undskylde for sunde grænser. Ikke mere at tro, at andres følelser altid er mit ansvar. Ikke mere dårlig samvittighed overfor mine følelser.

Et nej kan være et helt svar. En grænse behøver ikke pynt. Tydelighed er ikke hårdhed. Ærlighed er ikke ufølsomhed. Og jeg behøver ikke forklare alt for at have lov til at være mig.

Det betyder ikke, at jeg er blevet ligeglad. Det betyder, at jeg er blevet mere fri.

Jeg må gerne være kærlig og tydelig på samme tid. Jeg er ingens dørmåtte mere.

Jeg må gerne vælge mig selv uden skyldfølelse. Jeg må gerne stå ved det, jeg føler, uden at skrive en hel afhandling om hvorfor.

Måske er modenhed nogle gange bare dette:

At stoppe med at forlade sig selv for at gøre andre trygge.

Og begynde at blive stående i sig selv, med ro.

Ikke mere. Ikke mere. Nu vælger jeg sandhed frem for forklaring.

Men husk er du stadig der hvor jeg var engang, så start i det små. Stop med at forklare dig, læs dine mails og dine beskeder igennem en ekstra gang inden du sender dem. Skal noget fjernes? er noget unødvendig forklaring? så slet det igen og gør det kort i stedet for. Skriver de tilbage og ønsker en forklaring, så kan man tage det derfra, men i min erfaring sker det faktisk ikke. Og prøv og sige din mening i det små, og se hvordan det føles for dig. Find modigheden frem og tag et skrid af gangen mig dig selv.

Du er det værd og det er jeg også.

Knus Jeanett