Ikke mere forklaring: At stå ved sig selv

At finde sin stemme

Der var en tid i mit liv, hvor jeg næsten altid var på vagt. Jeg tænkte over, hvordan mine ord ville lande. Ville nogen blive såret af min mening og mine ord? Skulle jeg have sagt det på en anden måde? Pakke det lidt pænere ind? Glatte ud? Forklare mere? Forklare igen?

Hvis jeg sagde nej, kom der ofte en lang forklaring bagefter. Jeg var bange for at sige min mening. Ville de blive vrede, skælde ud, eller ville de blive kede af det? Hvis jeg satte en grænse, følte jeg behov for at mildne den. Hvis nogen virkede skuffede, begyndte jeg straks at lede efter, hvordan jeg kunne gøre det bedre.

Jeg troede, det var hensyn. Noget af det var det sikkert også. Men meget af det kom fra noget andet.

Det kom fra følelsen af ikke helt at være god nok, som jeg var. Jeg har aldrig lært at skændes eller diskutere. Når nogen kom og begyndte at ville diskutere eller være dominerende i en samtale, krympede jeg mig. Jeg gjorde mig mindre. De har nok ret, og jeg tager fejl. Deres mening er mere værd end min... eller det var, hvad jeg troede. De må for guds skyld ikke blive vrede på mig eller kede af noget, jeg har sagt. Den gode stemning var mit ansvar. Den skulle ikke ødelægges på grund af mig. For så er jeg ikke god nok. Så er jeg ikke dygtig nok. Så forlader man mig. Sorg blandet med frygt.

At bryde mønstre

Det har været et liv fyldt med opmærksomhed på andre mennesker og deres reaktioner. Min skyldfølelse og andres mulige sindstilstand. Ikke at blive misforstået.

Jeg har været konfliktsky, for jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle håndtere det. Så jeg gav mig hver gang. I mange år fortalte jeg mig selv, at jeg ikke var konfliktsky, men jeg var heller ikke konflikt-søgende... som om det var bedre. Jeg så, hvordan folk, der kendte mig, kunne sidde og smile, når min mening lige pludselig ændrede sig på en tallerken. Det skete, fordi jeg følte mig presset til det. De vidste, hvad de gjorde, og hvor de havde mig.

At ændre sådan en sindstilstand er ikke noget, der sker over en nat. Det tager tid. Små skridt frem og lidt tilbage, også frem igen.

For mig var det et spørgsmål om at turde sige min mening. Så jeg startede i det små. Okay, det var der ingen, der døde af. Så blev jeg lidt mere modig og turde sige lidt mere. Folks reaktion var meget vigtig her. Det viste mig, at andre faktisk accepterede, når jeg sagde fra.

At finde modet

Jeg tog mig selv i gentagende gange at skrive mine mails om. Jeg begyndte at lægge mærke til, hvordan jeg blev ved med at prøve at bortforklare, hvorfor jeg sagde som jeg gjorde, eller hvorfor jeg sagde fra. Så stille og roligt kom det mere og mere ind under huden.

Mit svendestykke, om man vil, var, da en person kom ind på mit kontor en dag, hvor jeg sad alene og arbejdede på min pc. Han var i dårligt humør og skældte ud. Jeg sagde til ham stille og roligt, at hvis han ikke kunne opføre sig ordentligt, kunne han forsvinde ud af mit kontor. Jeg fulgte ham til døren og lukkede den bag ham. Da jeg satte mig ned, kunne jeg mærke, at jeg ikke havde nogen dårlig samvittighed over at have sagt min mening. Jeg var stolt af mig selv.

Ikke mere.

Så ikke mere overforklaring. Ikke mere at pakke sandheden ind. Ikke mere at undskylde for sunde grænser. Ikke mere at tro, at andres følelser altid er mit ansvar. Ikke mere dårlig samvittighed overfor mine følelser.

Et nej kan være et helt svar. En grænse behøver ikke pynt. Tydelighed er ikke hårdhed. Ærlighed er ikke ufølsomhed. Og jeg behøver ikke forklare alt for at have lov til at være mig. Det betyder ikke, at jeg er blevet ligeglad. Det betyder, at jeg er blevet mere fri.

At vælge sig selv

Jeg må gerne være kærlig og tydelig på samme tid. Jeg er ingens dørmåtte mere. Jeg må gerne vælge mig selv uden skyldfølelse. Jeg må gerne stå ved det, jeg føler, uden at skrive en hel afhandling om hvorfor.

Måske er modenhed nogle gange bare dette: At stoppe med at forlade sig selv for at gøre andre trygge. Og begynde at blive stående i sig selv, med ro.

Ikke mere. Ikke mere. Nu vælger jeg sandhed frem for forklaring.

Men husk, hvis du stadig er der, hvor jeg var engang, så start i det små. Stop med at forklare dig selv. Læs dine mails og dine beskeder igennem en ekstra gang, inden du sender dem. Skal noget fjernes? Er noget unødvendig forklaring? Så slet det igen og gør det kort i stedet for. Skriver de tilbage og ønsker en forklaring, så kan man tage det derfra. Men i min erfaring sker det faktisk ikke.

Og prøv at sige din mening i det små. Se, hvordan det føles for dig. Find modigheden frem og tag et skridt ad gangen med dig selv.

Du er det værd, og det er jeg også.

Knus Jeanett