Valg!

Jeg sidder ofte i dybe tanker, om livet og min plads i verden, og efter jeg har arbejdet rigtig meget med mig selv, er der kommet meget mere ro på, jeg har fået det min mand kalder for en konstant Pyt-knap.

Førhen bekymrede jeg mig over alt;

hvis jeg sagde min mening, ville andre så blive sure på mig, eller kede af det. Jeg holdte min mund, det var nemmere. Jeg har ikke lært at skændes som barn, og havde svært ved at være sammen med mennesker, der var meget påståelige og konfronterende, og jeg lærte fra en meget tidlig alder, at det ikke hjalp at græde (hvilket har været svært, for det meget sensitve barn jeg var).

Jeg har tilgengæld været så heldig at få et arbejde, der pressede mig ud i situationer, jeg ikke havde det særlig godt med, samtidig med at jeg arbejdede med mig selv, og det har været med til at lære mig at ingen "døde" af at jeg rent faktisk sagde min mening, og at jeg ikke skulle have dårlig samvittighed med at sige den højt. Jeg kunne sige fra, det var

MIT VALG!

Hvornår glemte jeg, at jeg havde et valg?

Et valg til ikke at have dårlig samvittighed over min mening, det er ikke mit ansvar at opretholde den gode stemning. Andre mennesker har ret til deres egne følelser, og deres egen sti i verden, men det er lige præcis det det er, deres følelser, deres vej, ikke min. Tilgengæld har jeg fundet ud af, at jeg rigtig gerne vil hjælpe andre med at finde deres vej, ikke gå den for dem, eller prøve og tage deres kampe på mig, men vise dem retningen.

Jeg har gået stien først, sat skilte op og banede vejen, men du skal selv gå den, det er din egen rejse, og det er dit eget valg, men jeg viser dig gerne retningen, hvis du ønsker at gå af den sti, jeg har banet først.

Det er dit valg, og jeg har truffet mit.