Når kroppen bliver en slagmark – og vejen hjem til ansvar og kærlighed

Der er erkendelser, der ikke bare rammer tanken, men kroppen.

For mig har en af de største været at se, hvordan jeg – uden at vide det – har brugt min egen krop som en slagmark.

Ikke fordi jeg ikke elskede den.

Men fordi kampen egentlig aldrig handlede om kroppen.

For nogle år siden fik jeg konstateret intolerance over for blandt andet komælk. I starten tog jeg det meget alvorligt og indrettede mit liv derefter. Men igen og igen oplevede jeg, hvor svært det var for omgivelserne at forstå, huske eller tage hensyn. Til sidst gav jeg op og begyndte at spise mere “normalt” igen – velvidende at min krop ville reagere.

Samtidig har min krop altid været et tema i mit liv. Jeg voksede op med en mor, der ofte kommenterede mit udseende og min vægt. Jeg lærte tidligt, at accept og bekræftelse ikke var givet – og at forbindelsen kunne forsvinde.

Min mor gik også fysisk fra mig i min barndom. Hun tog mine søskende med sig og efterlod mig. Det satte et dybt spor. Ikke som en konstant frygt for at blive forladt – men som en indre regel, jeg bar med mig ind i voksenlivet:

Hvis jeg ikke er god nok, dygtig nok, rigtig nok – så bliver forbindelsen brudt.

I mange år troede jeg, at problemet var min vægt. Indtil jeg tabte mig meget og opdagede, at jeg havde det præcis på samme måde stadigvæk. Det var en afgørende erkendelse. Det var ikke kroppen, der var forkert. Det var mit syn på kroppen.

Jeg smed vægten ud. Begyndte langsomt at lære min krop at kende indefra. Og en dag kunne jeg faktisk se mig selv i spejlet og elske det jeg så.

På min allerførste ayahuasca-rejse blev jeg vist noget, der ændrede meget: min mors kærlighed til mig, da jeg blev født. Jeg fik lov til at mærke den. Og jeg forstod, at kærligheden var der fra begyndelsen. Jeg var ikke forkert.

Men selv når vi forstår tingene, kan der stadig være tråde, der trækker. Gamle loyaliteter. Gamle kampe.

For mig viste de sig i maden – og i kroppen.

Jeg blev fikseret på retten til at spise, hvad jeg ville. Som et trodsigt barn, der ikke længere vil styres. Og uden at jeg så det klart, blev min krop stedet, hvor kampen blev ført. Ikke mod mig – men gennem mig.

Samtidig voksede min krop, og jeg blev nødt til at lære at elske en version af mig selv, som var den sværeste for mig at elske.

Mine guider har flere gange sagt til mig, at netop dette var en vigtig del af min vej. At kunne elske denne version. Ikke på trods af den – men med den.

Og sandheden er, at jeg aldrig har elsket mig selv så meget som nu.

Her den sidste tid har min krop dog været overbelastet. Hovedpine, ledsmerter, maveproblemer. Psykisk har jeg det godt – men ikke fysisk. Og her kom en ny erkendelse:

Jeg kan ikke længere lægge ansvaret udenfor mig selv.

Det her er ikke min mors skyld.

Det er heller ikke en straf.

Det er konsekvensen af mine egne valg.

Og det betyder noget vigtigt:

Jeg tager ansvaret tilbage.

At være voksen for mig betyder ikke kontrol eller afsavn.

Det betyder at kunne sige:

Det var mit valg – og jeg tager også konsekvensen af det.

Uden skam.

Uden selvhad.

Med kærlighed.

Hvis jeg vælger noget, min krop ikke kan tåle, så er det mit valg.

Og så fortsætter jeg med at elske mig selv bagefter.

Min krop er ikke længere en slagmark.

Den er et hjem, jeg er ved at tage fuldt ejerskab over.

Mit liv.

Min krop.

Mit ansvar.

Og jeg bliver hos mig selv.

Knus Jeanett

(Skrevet i samarbejde med Ai)