Intolerance.... eller?

Her på det sidste føler jeg mig mere og mere intolerant over for andre mennesker, hvilket er hårdt for en der har været en pleaser det meste af hendes liv.

Så hvorfor? Det føles nærmest som at blive allergisk overfor noget.

Jeg har haft mange mentorer, lærer osv. igennem de sidste 6 år, og taget imod viden med kyshånd. Jeg følte mig nærmest som en svamp der sugende information til mig. Men pludselig en dag vendte det.

Jeg forstår bedre og bedre, hvad det er folk "kræver" af andre.

Et eksempel: Jeg lyttede til en lydfil fra en clairvoyance sidste uge, og syntes det var fantastisk. Så meget at jeg faktisk selv ønskede at kontakte denne clairvoyant og få en tid.

Dagen efter lyttede jeg så til den sidste del, og mit hjerte sank. Alt i mig trak sig tilbage jeg havde rigtig svært ved at være i det, for selvsamme person begyndte nu at komme med usande forklaringer og råd, og fremhæve sig selv som bedre end andre, og faktisk ende med at nedgøre andre i faget.

Jeg kan ikke..... alle dem der mener, de ved bedre, dem der styrer med frygt og spirituel mobning. Jeg har selv haft en mentor der var styret af frygt.... selvfølgelig ikke hvis du spurgte ham, men han så farer over alt, i konspirationsteorier, i folk der var efter ham, selv hans elever, venner osv. Der var ingen der var sikre imod ham.

Jeg valgte og se igennem fingrene med det, da jeg var i det, fordi jeg ønskede så brændende at lære alle de fantastiske ting han også kunne.

Men gang på gang fik jeg af vide: Hvis du ikke snart lærer det, kommer det aldrig til at ske.

Og for mig der ikke følte sig berettiget til disse store flotte fantastiske ting uden at have arbejdet hårdt for det, sprang i med hovedet først, i tvivlen, i modløsheden, i frygten for stadig ikke at være god nok, mens jeg prøvede og presse noget frem.

Der er så mange ting, jeg først ser tydeligt nu. Nu hvor jeg er blevet kritisk over for andre og stiller spørgsmål som:

• Hvem siger, vi skal meditere hverdag, når der findes folk der sagtens kan alt det her uden?

• Hvorfor skal vi spise på en bestemt måde for at blive oplyst, når man kigger på Buddha?

• Hvorfor mener nogen at der kun findes en vej, og følger du ikke den er du fortabt?

Mit svar er at være mere kritisk, finde din egen vej. Søg hjælp hos andre hvis det giver mening, men tag kun det du kan bruge og lad resten være.

Hvis vi alle går nede i en dal, og har brug for at komme op på et bjerg for at få overblikket, og se hvad der egentlig er på den anden side, så skal man også begynde at gå op af det bjerg, ved at få healet sig selv, og ja du kan følge nogle spor som andre har lavet før dig, men nogle gange viser det sig som en blind vej og du skal måske tilbage igen for at finde en anden vej. Måske findes der smutveje, eller omveje. Men meget at vejen er en du selv skal bane, for du kommer med traumer der er specifik til dig, og tidligere livsoplevelser der også er specielt til dig, og man kan ikke følge den samme vej hele vejen, for så vil det ikke være din.

Du kan tale med andre om din tvivl, hvis du finder nogen er ikke nedgøre dig og dine valg, og nogen der rent faktisk forstår dig.... hvilket kan være lige så svært.

Så det er okay at være intolerant som jeg er begyndt og blive for det betyder faktisk bare at du vælger dig selv til og nu er i stand til at sortere det spirituelle bullshit fra.

Husk alle rejser er forskellige, du ved ikke hvad andre kæmper med. Det er okay at være kritisk og intolerant som de siger i Spangsberg reklamerne: Du må godt!

Knus Jeanett