Torsdag d. 30. nov. 2025

Det er snart Fuldmåne igen, og tvivlen i mig begynder atter at stige. Utroligt hvordan den måne har en effekt på mig, ca. en uge før den er enten fuld eller ny, reagere jeg på enten den ene eller anden måde, man kan aldrig helt sige hvordan, for det kommer jo an på hvad man arbejder med i sit indre.

Siden jeg er flyttet herop i sommerhuset, har jeg haft sådan en fred i mig at det nogle gange gør mig bekymret. De der udsving i humøret er der ikke så meget mere, jeg føler virkelig, at jeg bevæger mig igennem livet lige nu, i midten af skalaen. Det er okay, at de store frustrationer og bekymringer ikke er der mere, guderne må vide at den har jeg haft nok af, men de popper stadig op engang i mellem, bare ikke så voldsomt mere. Men til gengæld føler jeg heller ikke en enorm glæde, og det er nok det jeg føler er mest underligt. Som om jeg er.... Bla....

Men når det er sagt, kommer der lige lidt her.

Jeg troede, når jeg fulgte mit hjerte, og det jeg havde set i et syn og fået af vide af Moder Ayahuasca, så ville alt falde på plads, jeg mener jeg stoppede med at arbejde, jeg solgte mit hus, og flyttede til Vesterhavet, gik all-in i min praksis. Det føles rigtigt, jeg er ikke ensom herude, jeg elsker at kunne gå over i min forretning og være "på arbejde", men hvor er I henne alle sammen? Mine lokaler er tomme, min kalender er tom. Jeg havde håber på folk i min forretning og folk til mine cirkler, på min briks og i min sofa.

Kort sagt: Jeg havde regnet med mere.

Det er nok den ting der frustrere mig mest, jeg mener, har jeg ikke gjort hvad man bad mig om, har jeg ikke overholdt min del af aftalen. Hvad sker der?

Tankerne rotere på højtryk

Selvfølgelig er det ikke fordi, der slet ikke sker noget, men det er stadig det der overtager min hjerne til tider, Hvor er I henne alle sammen? I starten gik det ud over mit mindreværd, min følelse af fiasko.

Jeg lavede en gratis Somatic breathwork ceremoni, 6 tilmeldte... fantastisk, jeg var lykkelig, men da dagen kom mødte der kun 2 op, resten havde enten meldt afbud, eller kom bare ikke. Det var nedslående, men ceremonien var god.... ja det vil sige, lige på nær da vi startede selve åndedræts øvelsen ringende min telefon igennem højtaleren, som jeg ellers havde sat på lydløs. Det var min mor.... åhh hvor pinligt, jeg gjorde mit bedste for at slukke for den, og forsøgte alt muligt for at det ikke skulle ske igen, men så ringende den igen..... aaaaaaaa..... min søster den her gang. Jeg vidste, at der måtte være sket et eller andet, siden de begge ringer, for de gør de næsten aldrig, og et eller andet sted vidste jeg, det var min far den var gal med, men jeg var også meget afklaret med at det blev først efter, jeg var færdig med ceremonien. Det var så pinligt, og afholde ceremoni på den måde. Jeg har efterfølgende sikret mig at det ikke sker igen.

Men siden den gang, kommer der bare ingen. Til min nye Kvinde cirkel hos mig, var der også mange tilmeldte, men kun 1 dukkede rent faktisk op. Hvis jeg spørger dem på den anden side, får jeg at vide, at alt er som det skal være, og jeg skal stole på processen. Alt vil blive bedre end jeg kunne have forventet..... Lige nu kan jeg virkelig ikke se hvordan det skulle lade sig gøre, men der bliver bedt om at jeg giver slip igen. Gud hvor har jeg gjort det mange gange efterhånden, men hver gang syntes der at være et nyt lag, og min tålmodighed har nok vist sig at være den mest besværlige. Jeg vidste, jeg var stædig, men jeg vidste ikke, at jeg var SÅ stædig. Wao.

De fleste dage har jeg ikke problemer med at give slip og bare følge med, for jeg ved jo, jeg er båret og universet vil mig det bedste, noget de også har vist mig flere gange.

Jeg har ikke være til Ayahuasca siden uge 7 i år, jeg fik at vide at det var slut for nu, at jeg skulle tage en pause til integration. Det er sjovt, for jeg havde nærmest altid et helt A-4 ark fyldt med mulige intentioner til Moder Aya, men nu kan jeg ikke komme på et eneste. Jeg savner til gengæld sammenholdet, de fascinerende samtaler og det at lytte til de dybe og rå oplevelser folk har haft, men jeg må vente. Jeg går stadig med en sætning i mine tanker, en af de sidste hun gav mig, den lyder sådan:

"Folk kommer ikke til dig for det du kan, men for den du er"

Jeg spurgte med hensyn til min forretning herude ved Vesterhavet, og det var hvad jeg fik. Altså jeg kan godt lide tanken og idéen, men i den sidste ende forstår jeg den stadig ikke helt, derfor går jeg stadig med den. Fordi skal jeg lukke min forretning og praksis? Jeg har ikke lyst, men jeg ville gøre det, hvis det var det der blev bedt om. Hvad bliver der bedt om fra Universet? Hvad skal jeg gøre? De ting jeg laver falder mere eller mindre fra hinanden, så hvad så? Så hvor skal vi hen du? Jeg ved det virkelig ikke, men jeg må jo være "tålmodig" og acceptere at det er sådan tingene er lige nu, og være taknemmelig for alt der kommer min vej.

Følg med næste gang jeg poster mine tanker.