Når tomrummet nærmer sig

Jeg har altid haft en følelse af, at noget specielt ventede mig. Som om mit liv rummede noget større. At jeg skulle være noget… mere.

Det startede allerede da jeg var barn, og måske er det udsprunget af et barn, der aldrig helt følte sig god nok, og som besluttede:

“En dag skal jeg være så dygtig, så klog, så særlig, at nogen ser mig. Beundrer mig. Vælger mig.”

Så efter min stress og depression i 2013, hvor jeg mistede mig selv, begyndte jeg at lede efter mig igen.

Jeg uddannede mig. Udviklede mig. Skabte en forretning. Holdt rum. Jeg blev healer, regressionsterapeut og meget mere. Jeg gjorde alt det, jeg følte mig kaldet til.

Og alligevel sidder jeg nu et sted i mit liv, hvor der er stille.

Ikke mørkt. Ikke dramatisk. Bare stille.

Forretningen har ikke den strøm af mennesker, jeg troede ville komme. Passionen brænder ikke højt lige nu. Jeg føler mig ikke som “noget”.

Jeg føler mig tom. Jeg føler mig hul.

På min sidste Ayahuasca-rejse i uge 7 sidste år, bad jeg om at få vist min indre gudinde. Jeg blev ikke vist en kraftfuld skikkelse med lys og styrke. Jeg blev vist et helt tomt, hvidt rum.

Det skræmte mig helt vildt dengang, fordi det føltes som at miste mig selv. Den jeg var.

Jeg forstår, at det ikke var tomhed. Det var potentiale. Noget jeg fik af vide af Synne, Shamanen der hjalp mig med at forstå det bagefter. Men noget jeg aldrig rigtig fik integreret. Indtil nu.

Jeg er et sted hvor en gammel identitet falder bort. Hvor behovet for at være noget særligt opløses. Hvor jeg ikke længere ved, hvem jeg er – og hvor det måske er meningen.

For hvem er jeg, hvis jeg ikke skal bevise mit værd? Hvem er jeg, hvis ingen ser op til mig? Hvem er jeg, hvis der ikke er et stort gennembrud lige om hjørnet?

Måske er jeg bare… mig.

En kvinde ved havet.

En hustru.

En skabende sjæl, der laver orkis, maler, skriver og åbner sin forretning uden garanti for, at nogen kommer.

Et menneske i proces.

Jeg har indset, at det måske ikke handler om at finde min næste passion. Måske handler det om at give slip og stole på, at jeg er holdt – også uden form.

Til min Ayahuasca rejse fik jeg også at vide, at jeg altid kan vælge at være en gudinde. Det er mit valg. Og måske er gudinden ikke hende, der bliver set. Måske er hun hende, der kan stå i det hvide rum uden at flygte. Hende, der ikke behøver at være mere for at være nok.

Lige nu er jeg i en proces. I Integration. Ikke i et gennembrud. Ikke i en fiasko.

Men i et mellemrum.

Og måske er mellemrum ikke tomhed. Måske er det jord før spiren.

Og måske er det okay at give slip på alle mine drømme og ønsker, for hvem ved egentligt hvad planen er. Måske er det noget helt anderledes end jeg troede, og spænder ben for mig selv, ved at prøve og presse noget andet igennem.

Så det er på tide og acceptere følelsen af tomhed og være hul. Det føles som at blive nulstillet lige nu, og jeg er klar til at acceptere følelsen.

Knus Jeanett